Om at være DOXster på dette års CPH:DOX

Bloggen har været meget stille.. Det har været en busy tid med alt for lidt timer i døgnet til at finde inspiration. Den er dog kommet tilbage nu!

I juni måned sagde jeg nej tak til en praktik plads på Cph-Dox. Cph-dox er en dokumentar filmfestival som afholdes i København. Der er masser af folk om udbuddet i forhold til praktik pladser og selvom at jeg sagde nej fordi jeg ikke følte at jeg havde hjertet med i det jeg skulle lave, har jeg siden fortrudt lidt og tænkt at jeg måske smed en chance væk.

Det er dog helt anderledes nu! For jeg skal alligevel være en del af Festivalen og selvom at jeg ikke decideret kommer til at snakke med en masse film folk og sørge for at festivallen spiller så er jeg alligevel tilfreds! Jeg skal nemlig være DOXster på dette års Cph-Dox filmfestival! En doxster er en form for promoter, men hvor promoter ofte snakker om ting som de i virkeligheden ikke har interesse for en, men sådan er ikke for dem der er doxsters! Da jeg meldte mig til skulle jeg nemlig udfylde et spørgeskema efter sine interesser og derefter har folkene bag Cph-Dox valgt en film på dette års filmfestival der passer til ens interesser.

Filmen jeg skal skrive om og promoverer er Olmo & The Seagull.  Dette er hvad Dox skriver om filmen:

Olivias frie bôheme-liv som kunstner og teaterskuespiller tager en dramatisk drejning, da hun og kæresten Serge opdager, at de skal have et barn. I virkeligheden. Men den følelsesmæssigt intense periode, der følger i kølvandet på nyheden, udspiller sig i en sensitiv blanding af spontanitet og iscenesatte 'reenactments' af en følelsesmæssigt intens episode fra de to skuespilleres eget liv - og som et poetisk og eksistentielt dyk ned i Olivias (sinds)tilstand i løbet af hendes graviditet. For den gode nyhed kommer med et dilemma: deres lille teatertrup af nære venner er blevet inviteret til at optræde i New York, men Olivia - eller Olmo, som hun kærligt kaldes af Serge - er forhindret af sin voksende mave. Lea Glob og Petra Costas fælles film henter både sin spænding og sin sensitivitet i hybridfeltet mellem fiktionen og en skrøbelig, emotionel autencitet, som selv ikke en professionel skuespiller kan holde inde. For hvordan ved man, hvad en skuespiller egentlig selv føler? 'Olmo and the Seagull' er en moderne hybridfilm med klassiske rødder i teaterkunsten og i Virginia Woolf-stykket 'Mrs. Dalloway'.

Olmo & The Seagull kan ses:

- I Cinemateket d. 11/11 kl. 21.45

- I Dagmar Teatret d. 13/11 kl. 14.20

- I Gloria d. 15/11 kl. 21.30 

Jeg glæder mig i hvert fald til at se den! Udover at jeg skal skrive lidt om Olmo & The Seagull så er det højt sandsynligt ikke den eneste film jeg skal se, men hvilke kommer i et andet indlæg! Kender i CPH:DOX og skal deltage? 

Cph:Dox løber af stablen fra d. 6-16 november.

DR's nye dramaserier

DR har skruet op for budgettet og har de sidste to uger smidt hele to drama serier ud i vores tv, hvilken lykke det skaber inden i mig! Jeg er nemlig totalt gammeldags i forhold til TV.. Jeg bruger hverken HBO, Netflix, viaplay og hvad de forskellige streamings-sider hedder. Jeg elsker at glæde mig til et nyt afsnit hver uge, og skriver det sågar ind i min kalender så jeg husker det. For folk som læser det her, kan det måske virke underligt at en film elsker ikke er med på moden, men sandheden er.. JEG ER FOR NÆRIG! Jeg vil gerne bruge flere tusindkroner på sko og nyt tøj, men bruge 100 kroner på fri film så går min grænse. Underligt? Ja!

Men DR har altså endelig lavet en tv-serie lige i min boldgade, for fuck hvor har de smidt mange intetsigende dramaer ud, samt indholdsløse krimier… Danskerne elsker det og det giver DR mange penge i kassen, men det siger bare ikke mig en skid.. men det gør både 1864 og Bankerot til gengæld! Hold da op, er virkelig blown away!

1864 er lige i min ånd, for selvom jeg både elsker musik, film og mode så har jeg lidt en hemmelig interesse.. Jeg elsker historie! Der er meget diskussion omkring at 1864 ikke holder sig til de historiske facts, og i det hele taget har den fået sindssygt meget kritik. Men helt ærligt! Døm lige en bog på omslaget? De har sendt 2 afsnit, hvilket svare til de første 5 minutter af en spillefilm. Går man også efter 5 minutter i biografen? Nej vel? Man giver den da lige en chance! Og ja DR har i denne omgang skruet op for det kunstneriske og filmer fra nogle anderledes vinkler.. men fuck hvor er det fedt! Jeg æder det hele råt! Jeg så et interview med Ole Bornedal, som nærmest jublede over hvor meget frihed ham og folkene bag 1864 havde fået af DR. Han var glad, fordi det skabte den kunstneriske frihed, som vi i Danmark snakker så meget om!

Og hvad synes jeg så om serien? Jo, jeg er fan! Den er smukt filmet, den er skide godt castet. Desuden så er jeg vild med at det hele ikke er så kronologisk, så man rent faktisk bliver nød til at være tilstede i serien, for ikke at misse en masse information. Den prikker til nogle grænser hos folket og jeg sidder da også og krummer tær nogle gange, men film skal da chokerer! Jeg skal i hvert fald se hvert et afsnit og glæder mig allerede til næste søndag, hvor det nye afsnit kommer!

Den anden drama serie som DR har spyttet ud af produktionen er, Bankerot og den sendes om torsdagen. Den er en mindre produktion end 1864 (som faktisk er den største fra DR hidtil!). Den handler om de to gamle venner, Thomas og Dion som forsøger at gøre op med deres triste tilværelse, ved at starte en resturent sammen. Dion er netop kommet ud af fængslet og Thomas og hans meget stille søn, lider under tabet af deres kone og mor i et trafikdrab to år tidligere.

Jeg er igen fan! Mest fordi det ikke er en dramaserie om politiske intriger eller dårlige kriminalhistorier, men fordi den tager et andet udgangspunkt og tager fat i nogle lidt anderledes dilemmaer. Nu har jeg kun set de 2 første afsnit, men jeg er allerede vild med alle personlighederne, hvis karakterer der er skruet helt op for! Film er jo også kun sjovt, fordi man kan skrue helt op for ekstremerne og vise de daglige problemer, så vi identificerer os med personerne. Så fra nu af og de næste mange uger er jeg klart klisteret til skærmen hver torsdag når bankerot går i luften!

Har i set 1864 eller bankerot endnu? Hvis ja, hvad synes i så om dem? 

Skjultekoder og hemmelige forbindelser

Sikke en overskrift var? men film er ofte ikke bare det vi sidder og ser, nogle gange er der hemmelige koder eller skjulte forbindelser til andre film. Det er koder og hemmelige tegn man først ser når man har set filmen mange gange.

For eksempel så går koden A113 igen i rigtig mange forskellige computeranimerede film. Dette er film som Hunger Games: Cathing Fire, Avengers og rigtig mange pixar-film.  For eksempel så gemmer koden sig i en computer skærm, i mens at præsident Snow kigger på Kaittnes i arenaen, og i Disneys Ratatouille er koden gemt som øre mærke hos en laboratorie-rotte.

Men hvorfor lige det her tal? Der har været mange konspirationsteorier omkring det, men faktisk så er det meget simpelt. Numrene referer nemlig til California Institute of the Arts, som eftersigende skulle have et klasse lokale med nummeret A113, hvor førsteårsstuderende har grafisk design og karakteranimation. Koden er derfor en form for hyldest den uddannelses intuition som gav dem succes, hvilket jeg personligt synes er en helt fantastisk gestus. Selvom det nok kun er elever fra uddannelsen som kender til det, så er det ligesom noget de har sammen, og på en måde så må lærerne på skolen blive helt vildt stolt når de ser den kode i computer animerede film.

Der findes dog også andre film som der findes konspirations teorier om.. For eksempel har jeg fundet en omkring Disney. Den er ikke specielt godt argumenteret, men hvis det er sandt er det en ret sjov ting. Disney film skulle nemlig eftersigende have en forbindelse med hinanden. For eksempel skulle Ana og Elsa fra Frozen være Rapunsels kusiner, fordi at Rapunsel er med i Frozen. Derudover skulle Ana og Elsas forældre dø på vej til Rapunsels bryllup, og i den lille havfrue skulle det skibsvrag som Ariel ser, være Ana og Elsas forældres. Desuden så siger nogle så også at forældrene ikke døde, men de blev skyllet op på en ø og fødte Tarzan. Der er sikkert nogle beviser for at det ikke er sandt, men jeg kan ret godt lide idéen omkring, at skabe en forbindelse imellem filmene. Det giver ligesom en følelse af at producenterne har tænkt over handlingen og filmen generelt.

Så koder og hemmelige forbindelser er altså en rigtig sjov idé og man kan jo nærmest begynde at se alle sine yndlings film igen, for at se om man kan finde nogle af koderne og forbindelserne ;-) Desuden har jeg hørt at man i en hver Disney film kan finde Mickey Mouse’s øre gemt et sted. Så god jagt!